2. Dag i New York.
Igår var en rimelig hektisk og lang dag. I København var der problemer med sædevalgene, så vi stod i første omgang som standby til at komme med på flyet. Heldigvis gik det hele i orden og vi fløj mod London. Turen fra London til New York gik fint, men føltes ualmindeligt lang. Jeg tror aldrig jeg kommer til at nyde de lange flyruter – selv med underholdning ombord.
Men vi kom frem og skulle igennem en masse køer og sikkerheds tjek i lufthavnen,en lang metro tur og en lille gåtur før vi stod fremme ved vores hotel. Vi var godt trætte, og faldt derfor omkuld med det samme.
Idag vågnede vi tidligt og tog herefter elevatoren op og ned flere gang. Ikke fordi vi bare syntes det var sjovt, men fordi hver gang vi kom ned havde glemt noget. Men vi er også nemme at underholde, så jeg tror godt vi kunne have fortsat med det et par timer endnu…
Endelig kom vi for alvor i gang med vores dag, og vandrede ned ad gaderne. Vi fik et par tips til spisesteder af et par lokale og fandt til sidst lidt let morgenmad. Byen var fyldt med liv, med markeder over det hele og masser af mennesker. Vi fik set Flatiron building, Lidt forskellige parker, Little Italy, chinatown og Times square med alle turisterne. Frokosten blev spist på Lombardis.






















