I dag var 4. og sidste dag i dette skønne land.

Dagen startede med meget kø og en lettere stresset chauffør, som stadig ikke har vænnet sig til vejbanerne og venstrekørsel, men vi kom heldigvis frem i live til Titanic museet. Phew! Efter at have gået hele parkeringskælderen rundt for at finde udgangen kom vi op til museet. Et fint museum men måske mest hvis man er til at læse en masse. Det var taster og jeg ikke. Men vi var stadig fint underholdt, men brugte ikke så længe på stedet. Til gengæld var der en fyr som lugtede så kraftigt af sved at vi næsten ikke kunne være i det. Øv hvor var det væmmeligt. Folk gik og hostede omkring ham fordi det var så voldsomt.

Efter Titanic museet kørte vi videre til the Peace Maze som er en gigantisk labyrint ude i et grønt område. Jeg elskede det! Jeg forestillede mig labyring scenen i Harry Potter og nød at gå rundt blandt de store hække. Andre nød det ikke så meget. Jeg nævner ingen navne, men når der nu kun var en anden person med mig, så er det ikke så svært at gætte… Mage til utålmodig kvinde… tsk. Så da en kvinde guide os den rette vej blev hun meget glad, og endnu gladere da vi var ude igen. tsk.

Vi gik hen til en hyggelig sø og slot og kørte videre til Tollymore Forest Park. Wauw wauw siger jeg bare. Billeder yder det ikke retfærdighed, for det var den smukkeste skov jeg længe har set. Det hjælper selvfølgelig også at der var blå himmel og ingen regn. Og hvis der er noget jeg kan brokke mig over, så er det regn. Så jeg var en glad lille frø! Der var til gengæld intet net herude, så vi kunne ikke finde de GOT locations vi ledte efter. Så vi besluttede bare at gå ind i parken og gå lidt rundt. Vi fandt så alligevel tilfældigt et sted hvor en af scenerne er blevet optaget. Så smukt med floden og træerne. Jo, jeg kunne virkelig godt lide den skov.

Så gik turen tilbage mod Dublin lufhavn. Vi kom forbi de mest sindssyge gader så smalle at to biler umuligt kunne passere hinanden. Tasteren var til gengæld super god til at guide og holde mig i ro. Med kampråb og hele skidtet! Så jeg følte mig som en verdensmand. vi overlevede trafikken, rundkørslerne og de smale veje og kom helskinnet tilbage til lufthavnen.

Super dejlig tur og altid dejligt at rejse med tasteren. Jeg vil klart anbefale den irske natur som et besøg værd, men Belfast kan man godt springe over. Okay by, men jeg har ikke behov for at komme igen her.