Spa og afslapningsdag. Så kort kan det beskrives. Vi havde fået gratis massage af hotellet, og tænkte at dette skulle udnyttes. Så vi fik en gang lækker parmassage efterfuldt af en tur i en udendørs jacuzzi. Lækkert.
Resten af dagen brugte vi på stranden og ved poolen, hvor jeg blev irriteret over den manglende køkultur som andre lande ikke kan prale af. Jeg stod som flittig-lone og ventede pænt, mens jeg blev sprunget over af den ene efter den anden, og kunne til sidst føle mig som en rigtig kvaje kaj.
Men jeg lærte at holde vreden inde, for jeg ved at det ikke er det værd. Nogle er opvokset anderledes end jeg er, og det må jeg respektere. Om aftenen spiste vi igen på Bella Pasta. Maden var lige så god som sidst.
Da vi endelig kunne holde os vågne til længere end 20 om aftenen, tænkte vi at vi ville prøve hotellets casino. Det varede ca. 10 minutter og kostede os 10 dollars i rouletten. Men det var fint at opleve, da jeg aldrig har været på et casino før.























