Vinterferien i år gik denne gang til skønne Malta. Og det var det perfekte tidspunkt. Mens sneen fygede ned over Danmark, klarede skyerne op over Malta og gav os dejlige 17-19 grader.
Malta er mit land nr. 35, og jeg så rigtig meget frem til besøget.
Flyturen derned gik rigtig godt og begge unger var spændte og glade. Med en kort mellemlanding I Zürich med den smukkeste udsigt over bjergene fra flyet, landede vi lørdag aften i Malta. Vi blev hentet af hotellets taxa og kørt direkte til stedet hvor vi gik omkuld med det samme.
Ugen blev brugt på at udforske hotellet, DB Seabank Resort & Spa, som var ret hurtigt udforsket. Så vi planlagde en masse turer derfra og fik brugt Bolt (en taxa app) stort set dagligt. Super fed måde at komme rundt på, og under halv pris af de danske taxapriser.
Første udflugt gik til St. Julians til Bay Street Shopping Center. Et fint lille center i centrum, men som vi besøgte da jeg havde læst om et stort arkade/spillerum som lå i toppen af det. Her fik Jacob og Terji prøvet kræfter med en masse spillemaskiner og hyggede sig godt.
Larmen derinde fra var dog lidt for overvældende for Emilia, så jeg gik med hende ned til en smykkebutik hvor hun fik store, glade øjne. Hun fandt ringe, en havfruehalskæde og hårbøjle.
Fra St. Julians tog vi hurtigt videre, da St. Julians mest af alt var en partyby med en masse barer. Ikke så børnevenligt. Så vi tog en kort Bolt tur til byen ved siden af, Sliema. Her var et rend af mennesker ved havnen og børnene havde brug for et hvil. Så vi fik lidt smoothies og isdesserter på Busy Bee caféen.
Sliema var heller ikke stedet vi valgte at blive ved, så vi tog dagens sidste stop i byen Mdina.
Maltas gamle hovedstad er I dag en smuk gammel by omkranset af en mur. Jeg kendte til byen pga. jeg er nørd. Et par scener fra Game of Thrones sæson 1 blev optaget herinde, så det måtte jeg naturligvis opleve. Det var så smukt at gå rundt derinde. Desværre var vejret ikke helt med os, så da vi kom udenfor og der var den fedeste legeplads til ungerne, blev det kun til få minutters leg før vi tog en taxa hjem til hotellet igen.

Dagen efter gik turen til Maltas hovedstad, Valletta. Vejret var perfekt til at gå rundt i den smukke by, men vi valgte at starte vores sightseeing med en tur i Malta fun train. Dette var et hit for alle og en super skøn måde at køre rundt i Valletta på og få en smag af byen.
Efter køreturen var vi blevet sultne, så vi hoppede en tur ind på Elephant Shoe. Super fin og børnevenlig café. Der var forskellige spil som børnene kunne lege med imens de ventede på maden.
Caféen lå tæt ved Upper Barrakka, som er et super smukt område med den flotteste udsigt. Her fik børnene to kattevenner og is. De voksne fik cocktails og øl. Det perfekte sted at sidde og nyde eftermiddagssolen.




















