Øv, øv, øv.
Unger og mand sover, og jeg er ked af det.
Dagen startede egentlig godt. Vi glædede os til endelig at komme på ferie og var spændte og glade. Vi tog til lufthavnen, var i SAS lounge og gik så mod flyet. 30 minutter forsinket. Slag 1 på denne dag. Da vi så kom ud i flyet, skulle vi vente yderligere 30 minutter inden vi måtte flyve. Slag 2. Da vi endelig kom afsted havde vi forsat godt humør, men var også lidt trætte af at vente. Vi nærmede os smukke Montenegro. Flotte bjerge tårnede sig op. Vi kom ud, fik vores kufferter hurtigt og alt var godt igen.
Dernæst starter slag 3 og lorte afslutningen. Vi har booket en privat taxa, som modtager os i lufthavnen. Så fint. Dog er der ikke børnesæder som jeg har bestilt og ingen sele i midten. Jo jeg sidder da bare uden så. Herefter starter en vanvittig kørsel gennem byen hvor jeg ellers havde gjort min (nye, vigtigt senere) telefon klar til at tage lidt smukke billeder af turen. Jeg glemte helt at tage billeder og var i stedet ved at skide grønne grise. Chaufføren gloede konstant på sin telefon imens han kørte, kiggede knap nok på vejen. Var ved at støde ind i et dusin biler, og kørte 80-100 km i en byzone. Skøøøønt.
Vel fremme, eller trods alt i live, det er som man ser det, siger vi “tak” for turen og går op til receptionen på hotellet og tjekker ind. Netop da vi er kommet op på værelset går det op mig. Jeg har glemt min telefon i taxaen! Nooooooooooooooooooooo. Jeg ringer straks til selskabet, og meddelelsen er, telefonen er væk. Min 5 dage gamle telefon. Med billeder på af Emilias aller første flyvetur.
Jeg prøver at tracke den og ringe til den, men intet virker. Den er gone, død og borte.
Da klokken nu er 22 pga ekstra forsinket fly, trafik og kaos tænker vi så, nu skal vi da sove og starte på en frisk i morgen. Men nå nej, der er åbenbart fredagsparty lige nedenfor og selvom vi bor på 5. Sal, kan man tydeligt høre folk der råber og synger. Og jeg har menstruation. Og Jacob er blevet syg.
Imorgen kan KUN blive bedre end i dag.
