Jeg skriver her fra vores lejlighedshotel S30 Reina Victoria i Alicante. Vi kom søndag og det er i dag tirsdag, så vi er på 3. Dag. Jeg er ret vild med byen allerede. Der er så mange smukke gader og farverige bygninger. Lad mig tage den fra begyndelsen.

Vi kom frem til Alicante lufthavn ved frokosttid og tog en taxa ind til byen. Det kostede knap 200 kroner. Helt fair for omkring 25 minutters køretur. Vores lejlighedshotel er rigtig fint. Vi havde valgt det fordi der var køkken og en jacuzzi. Når det nu ikke er strandvejr på denne tid af året, er en jacuzzi en god erstatning. Ungerne, særligt Jacob, elsker det!

Vores første frokost blev spist på Santagloria. Jeg fik cæsarsalat som er en af de bedste jeg har fået. Desværre var servicen ikke eksisterende og vi blev glemt flere gange. Regningen ventede vi en halv time på. Hvis service havde matchet kvaliteten havde vi nok spist her et par gange mere.

Vi gik her efter ned til havnen hvor der ligger et minitivoli El Mundo de Los Niños. Meget af de er halvslidt og dele af tingene virker ikke, men ungerne var vilde med stedet. Det er en blanding af forlystelser og små maskiner. Særligt en gravemaskine og et sted man kunne fjernstyre skibe og lastbiler var et hit.

Aftensmaden er ikke værd at skrive om. Den kedeligste pizza fra rundt om hjørnet.

 

Dag 2. I dag skulle vi på tur til slottet Santa Barbara. Vi gik ned til stranden for at tage en elevator til toppen, men den var lukket. Istedet skulle vi tage en bus som kun kørte hver 40. Minutter (fandt vi ud af). Vi missede den første og kom kun lige knap med i den næste. Selvom vi stod i kø som de første, var der andre der ikke mente at køkultur gælder, så de sprang hele køen over da bussen kom. Men vi stod som sild i en tønde i en varm bus og var lykkelige for at komme ud på toppen. Wauw hvor kan jeg bare anbefale Santa Barbara. Selv med børn og voldsom højdeskræk oplevede jeg ikke dette som et problem. Det var så hyggeligt at gå rundt I slottet/ borgen og der var den smukkeste udsigt. Kan virkelig anbefales hvis man er i Alicante.

Frokost blev spist på La Barra de El Buen Comer på C. Mayor. Vi delte en paella som var helt udmærket. Børnene ville gerne ned til forlystelsesparken igen, men da den først åbnede klokken 17, havde vi et par timer at slå ihjel. De blev brugt i Museo de las Ilusiones de Alicante. Ikke så stort, men sjovt for børn og voksne der kan lide optiske illusioner.aftenen sluttede igen i El Mundo de Los Niños hvor børnene fik prøvet stort set alt der var muligt. Kæmpe hit! Aftensmaden blev spist på burgerrestauranten Five Guys. Det var til gengæld skuffende og en kedelig smagsløs omgang.

3. Dag som var dagen i dag. Efter en lang dag uden mange pauser igår, havde børn og mand brug for en rolig morgen. Jeg udnyttede derfor tiden og gik en tur op i et smukt område tæt på hotellet. Mit udgangspunkt var La casita de las macetas azules som ligger på C. Dean Zaragoza. Jeg startede på gaden San Antonio og gik så rundt i området derfra ned til Calle San Rafael. Såååå smukt et område med farverige huse, blomster og bare smukt smukt smukt. Også populært for der var en del som havde fået samme idé.

Bagefter hentede jeg de andre og så tog vi tram 1 til Villa joiosa. Det kostede 4.80 euro for en returbillet og tog omkring 1 time. Jeg havde forestillet mig en afslappende togtur hvor jeg kunne sidde og nyde udsigten, men desværre var toget proppet begge veje, så det var meget sparsomt. Det jeg kunne se var dog smukt.

Min plan for dette besøg var først ned og se de farverige huse i den gamle bydel. Flot, men Alicantes huse er lige så fine, så jeg ville ikke tage turen kun for det. Dernæst skulle vi på rundtur i Valor chokoladefabrik. Book billedet på forhånd! Flere blev afvist og måtte gå igen da de ikke havde reserveret.

Turen er gratis og helt ok. Det sjoveste er dog at man får lov at se fabrikken indefra bag et vindue så man kan se hele processen. Man får også en historie om Valor samt fremstilling af chokolade. Til sidst var der smagsprøver. Virkelig lækker chokolade.

 

DEL
Forrige indlægNordirland – Sidste dag